Ord.

Alt hvad jeg frygter og finder og alt
hvad jeg ønsker, alt hvad jeg er og det jeg ikke er
findes lukket inde i hjertet på et ord. I begyndelsen

var ordet, siger den kristne tradition:
og alle religioner ærer på
den ene eller den anden måde dette
oprindelige ord,
der bragte os ud af den lavere dyriskhed og gjorde os
anderledes.

Ved at sige at i begyndelsen var
Ordet angiver vi, at talen var det oprindelige.

Menneskeheden kender hellige sprog, guddommelige navne som ikke kan
eller bør udtales,
kabbalistiske formularer, der indelukker
universets mål. Men siden, efterhånden som årtusinderne gik,
skulle skriften komme for at rubricere denne det hviskende ords magt.

Det må have været den gang guden Odin
hængte sig i et træ
og der fastede og led han
og lod sig spæge af elementerne
til han blev belønnet med mesterskab i
runeskriftens kunst, som var en magtfuld magi:

for for at være en mand
havde han nok i ordet,
men for at være gud
behøvede han en tekst.

Derfor har alle religioner deres hellige bøger.
Dette skrevne ord stræber efter
at ordne den kaotiske virkelighed,
hvad enten det er med tykke og golde
administrative koder eller med romaner, der, som den peruanske forfatter Vargas Llosa siger,
er en fiktion om orden.

På den måde har talen givet os
sjælen, mens skriften har givet
os Loven.

De er komplementære aspekter af det samme
mysterium.

Der er univers-ord, som oplyser
store horisonter, og hul-ord
der indeholder alt det mørke,
man kan forestille sig.

Jeg har set umulige ord lyse frem
i en chimpanses øjne, indhyllet
i smerten hos et dyr, der ved,

at ordet eksisterer,

men at det er utilgængeligt for det.

Og så er der det drømte ord.

Dette jomfruelige og
aldrig mumlede ord, der rummer skabelsens magt;

det er det ord, alle vi forfattere
søger desperat.

For jeg bliver ved med,
platonisk at tro, at kunsten
at skrive ikke er andet
end et ekko af
dette perfekte ord,

en søgen efter dette oprindelige ords
skønhed, der forvandlede os til
menneskelige væsener


og spredte skyggerne.



- Rosa Montero
om ord
i Brøndums Encyklopædi