Cirkulærer, konkrete tjenestebefalinger, skrivelser og vejledninger



Fælles for disse skrevne retskilder er, at de udstedes af administrativ myndighed. Bekendtgørelser gælder som den lov de er afledt af, og gælder dermed for alle. De øvrige er udstedt til en underordnet myndighed, og gælder altså kun administrativt og ikke for den enkelte borger. Ingen må stride mod gældende lov.

 
Cirkulærer

Et cirkulære er en intern tjenestebefaling, som angiver, hvordan en administrativ myndighed skal forholde sig til en konkret lov.

Cirkulærets ydre form er opstillet i paragraffer og stykker. Er det udformet som en tekst betegnes det som en cirkulæreskrivelse.

  1. Cirkulæret har ofte påhæftet den pågældende lov som bilag.
  2. Cirkulæret kan også indeholde en gengivelse af loven, hvor cirkulæret så indeholder retningslinier og gode råd til fortolkning af loven.

Både cirkulære og cirkulæreskrivelse er bindende for underordnet myndighed, men ikke for borger og virksomheder.

Et antal cirkulærer trykkes i Ministerialtidende under administrative forskrifter, men det er langt fra alle.


 
Konkrete tjenestebefalinger eller skrivelser

En konkret tjenestebefaling udsendes som en skrivelse. Den indeholder en "direkte ordre" til den underordnet myndighed om træffe en bestemt afgørelse i en sag eller at foretage en bestemt foranstaltning. Det ligger i sagens natur, at en sådan konkret tjeneste befaling skal efterleves.


 
Vejledninger

Vejledninger udstedes ofte af en minister og er ikke bindene i samme grad som de øvrige administrative forskrifter, men beskriver i tekstform, hvordan en lov skal forstås eller en sag skal behandles. Hvis en vejledning beskriver en ny fortolkning af en lov eller en ny sagsbehandlingsform, er vejledningen bindende, og den nye form skal benyttes i fremtiden.



Tilbage til hovedsiden Til toppen af siden